Dag 3

Det körer ret godt, jeg har väret på vägten i dag, og ding ding der er allerede et resultat at bläre sig lidt med. Jeg har oprettet en side til billeder, og jeg har også billederne, men fuck hvor jeg synes det er gränseoverskridende at smide dem ud på nettet. Jeg gör det dog alligevel, ikke for min skyld, i hvert fald ikke endnu, men virkeligheden er altså som virkeligheden er og den skammer jeg mig altså ikke over. Hvad andre mener er jeg sådan set iskold overfor, det er mig der har et problem med mig, jeg hader synet af mig selv. Samtidig så ligner jeg jo bare en fed trold :)

Jeg har bestået en stor pröve i dag. Min mellemste er blevet 18, og der har ikke väret andet en fristelser foran mig hele dagen, men jeg har holdt mig i skindet uden problemer. Jeg vil ikke sige at jeg er stolt, for det er helt som jeg forventede det ville väre, og jeg er pisse sej, når jeg först går i gang, og jeg er i gang big time.

Og behöver jeg at sige, at jeg gläder mig til det videre forlöb. Den 4 januar skal jeg på sygehuset og have taget blodpröver, EKG (hedder det vist), en snak med overlägen og narkoselägen, og så kan jeg trille ca. 150 km hjem igen, og bliver kun en tid klogere denne gang på hvad tid jeg skal väre på sygehuset. Ved ikke helt om jeg skal möde op söndag d.21, men det tror jeg nok at jeg skal. Men det ved jeg meget mere om når jeg kommer hjem den 4éde.

Flere tanker om det forbudte

En kvinde jeg har skrevet meget sammen med, på det svenske forum er også på flydende, hun skal under kniven den 18 januar, altså få dage før mig, vi skriver jævnligt sammen, og hun er blevet en ven jeg aldrig har mødt.

Hun sendte mig i dag en mail om at hun synes det er svært at være på flydende, når alle omkring hende spiser alt muligt. Hun er på dag 5 og jeg ved at det er/kan være en "krisedag" i sig selv, hun valgte at springen julen over i år, hun magtede ikke at se på al dem mad, jeg synes det er sejt gjort - altså at melde fra i erkendelse af at fristelserne er for store.

I dag blev træls fordi hendes søn ville have popcorn, hun har to små børn, så hun er ikke så heldig som jeg for mine børn er jo store og kan lave det hele selv, hvis jeg får det alt for surt med det. Duften af de her popcorn havde været et helvede, og det fik mig straks til at tænke på i går hvor jeg åbnede vores brødskab, og der straks sprang en duft ud af nybagte boller. Jeg nød dog bare duften, og tænkte slet ikke "Ih hvor kunne jeg godt spise 5 lune boller med tandsmør eller ost".

I dag efter jeg fik hendes mail har jeg tænkt videre. Vi kan ikke undgå alt det lort der findes man kan fylde i hovedet, men vi kan tage nogle valg og vi kan ændre vores syn på det der slet ikke er godt for os. Jeg vil vælge at se på kage, slik og chips hylderne på noget jeg foragter, jeg vil danne et forhold til de ting der gør at de skal holdes lige så langt væk som alkoholikere, krænkere og andre typer som bare ikke er sunde for mig. Jeg må acceptere at jeg ikke kan undgå de her ting 100 %, men jeg vælger selv hvad jeg tager ind i mit liv og hvad jeg fylder i hovedet. Det er det denne operation hjælper mig med, jeg skal bare bruge dette værktøj rigtigt, og det kan jeg lige så godt indstille mig på nu.

Så når jeg kan dufte popcorn, kage eller der står en skål slik foran mig, så vil jeg prøve at tænke, godt det ikke er mig der skal have det lort i kroppen. Når jeg skal handle vil jeg gå hen i frugt og grønt, og jeg vil snuse de skønne dufte til mig, jeg vil vælge grønt og frugt og tænke på hvor heldig jeg er, for jeg må spise alt det jeg vil fra den afdeling. Jeg har været der før, så jeg ved at det kan lade sig gøre. Jeg ved jeg kan danne mig et forhold til de ting der gør, at jeg på ingen måde føler trang til dem, men sagtens kan holde ud at andre spiser dem. Det er det forhold jeg så meget har ønsket mig at få og finde frem igen, nu har jeg atter muligheden og jeg griber den 100 %. Der er ting vi har brug for at spise, for at leve, der er ting vi overhovedet ikke har brug for. Vi har brug for sukker, det ligger naturligt i os at ville fylde vores depoter fra den gang vi rendte rundt med en kølle i hånden, nu har vi alt for meget sukker til rådighed og langt de fleste mennesker har et rigtig dårligt forhold til sukker. Men urgamle indstinkter er ikke sådan at slå ihjel, så jeg vil som mennesket gjorde i fortiden fylde mine depoter via frugt, det kan jeg bedst styre.

Tøjtanker

Som de fleste andre kvinder så er jeg vild med tøj. De sidste år er det meget begrænset hvor meget tøj jeg har købt til mig selv, tøj til fede tiltaler mig ikke, så jeg har kun købt noget når det har været nødvendigt. Leggings og joggingbukser, begge dele noget der bare slet ikke er mig, store bluser uden form, som ens fede krop alligevel formår at få til at sidde af helvede til.
Jeg hader at være fed, men har aldrig haft noget imod at være overvægtig. Jeg hader ikke fede mennesker, jeg hader heller ikke mig selv. Men jeg hader at jeg har været så fanget i et behov for smerte, og at jeg fik så meget styr på livet at der egentlig kun var mig selv tilbage til at give mig selv den smerte jeg troede jeg ikke kunne leve uden. Men jeg kan godt leve uden, jeg kan sagtens leve uden, jeg ved, jeg fortjener så meget mere og andet.

Nu ved jeg at det er ok at jeg har det godt, det er ok at jeg selv tager de valg jeg føler der er rigtige for mig. Der er ingen der skal fortælle mig andet, og jeg har tænkt mig at få det rigtig godt. Jeg ved at verden vender nu sammen med dette projekt, for nu får jeg selvtilliden tilbage, den har jeg heldigvis mødt før så den er ikke en fremmed for mig, som den er for mange andre der er på samme rejse som jeg er på lige nu.

Nogle af de mennesker som får denne operation har aldrig været slanke, det har jeg - flere gange. Det er jo ikke så underligt at de får et chok, når de ser sig i spejlet efterhånden som de mange kg forsvinder. Der er ikke noget at sige til at de ikke helt ser det samme som andre ser, der er ikke noget at sige til at de nyder det, at de får liv i øjnene og springer ud som skønne modeller. Jeg er forbandet stolt af hver eneste en.

Jeg har en del tøj helt ned til omkring de 80 kg, og jeg vil undgå at købe alt for meget indtil jeg er stabil i vægt, men det bliver svært at undgå ikke at skulle bruge penge på tøj, heldigvis er jeg glad for at købe billigt og mode siger mig intet. Når jeg så er i mål, så skal jeg helt klart gå amok, jeg skal shoppe så meget igennem at det vil tage dage at få det hele på plads, eller noget i den stil i hvert fald. Så nu er jeg begyndt at fylde penge i sparebøtten, og det skulle gerne blive til en del på ca. et år, nu kan jeg smide penge i den når jeg før købte en kage, eller slik eller andet skidt, og det vil jeg gøre, den har allerede været modtagelig her i julen :-)

I mål og videre med næste "tog".

Julen er overstået, og jeg kunne mod alt forventning spise julemad med sovs og det hele, det nød jeg naturligvis. I morgen (som egentlig er i dag) er der andre boller på suppen, eller der er slet ingen boller på suppen, men der er da suppe.

4 uger på pulver. Det er ikke noget jeg tager som noget særligt, det er bare noget der skal overstås, jeg har været på pulver en hel del gange før. Det smager ikke godt, lad os bare slå det fast med det samme, men det betyder ikke noget, det er bare 4 uger ud af et liv. Jeg har en del forskellige slags at vælge imellem, supper, drikke og budding, jeg synes der er rigtig meget at vælge imellem, og det er godt når man er låst fast på noget i så lang tid.

Så er vi fremme ved tiden, hvor jeg skal koge supper. Jeg har snydt lidt, jeg serverede en af supperne for familien her i juledagene, og der blev 5 del til overs, det blev så delt ud til 5 måltider til mig, opskriften kommer snart i kogebogen, glæd jer for suppen var super lækker.
Der skal koges supper til 2 uger, så der kommer selvfølgelig forskellige supper, kolde som varme. Puretiden ved jeg ikke helt hvordan jeg griber an endnu, det er 4 uger med mad der ligner bæ, men det er 4 vigtige uger.

Og så skal jeg jo ikke glemme at det bliver rigtig spændende, at se hvor meget jeg taber mig de næste 4 uger, det plejer jo at rasle af mig når først jeg går i krig, men jeg forventer i hvert fald at tabe mindst 10 kg. Jeg laver en side her med vægt skema, sandheden må jo frem og billeder kommer der også. Jeg har selv fået rigtig meget ud af at se folks forandring og jeg skylder at give det videre til andre.

Det har været skønt at få lov til at slutte af med juleaften og julemad, det var en festlig og hyggelig måde at sige farvel til det gamle liv på. Men nu er det noget helt andet det gælder.

Glædelig jul og godt nytår.

Jeg har helt fantastiske nyheder for i dag kom brevet endelig. Den 23 januar så er det min tur, det betyder at jeg med ro i sindet kan spise julemiddag i morgen og runde det gamle liv af med det. Jeg er selvfølgelig ikke til at skyde igennem lige nu, endelig er jeg i mål.

En rigtig god glædelig jul og et godt nytår ønsker jeg alle jer der læser med her:)

Et dybt suk.

Det er godt nok svært nu, at vente. I går fik en fra vores hold sin dato. I dag har to fået brev med deres tid, og jeg kan sagtens unde dem det og glæde mig på deres vegne, men hold op hvor er det også bare nedtur ikke at være en af dem. Ja jeg fik lidt tudefjæs på da posten endelig havde været og der ikke var et brev fra sygehuset til mig. Det kan nå at komme i morgen, det ved jeg godt, man får bare sådan et håb når først de andre giver besked om at de har fået brev. Men vi er i hvert fald 6 som stadig ikke ved noget, det er ikke alle der er med i vores gruppe på FB - altså kun fordi der findes folk der ikke bruger FB, så derfor er der 7 vi ikke ved om har fået brev.

Humøret kunne altså godt være bedre her 2 dage før jul. Jeg håber virkelig der er et brev til mig i morgen, ellers skal jeg godt nok lige sparke mig selv i røven for at komme i stemning i juledagene, om ikke andet så kan jeg jo trøstespise lidt. Det skulle bare lige ud, det er det kommet nu, forhåbentlig kan jeg lave et lidt hyggeligere indlæg i morgen.

Det er så nemt, og det er så svært.

Det er så nemt at hænge fast i gamle vaner, uanset om de er gode eller dårlige. Vi vil .som mennesker ,helst blive i det vi kender, i selv de mest ustabile forhold kan man finde en form for tryghed, i selv de værste misbrug kan man føle sig hel - i glimt i hvert fald.
Det er besværligt og usikkert at kaste sig ud i nye projekter?
Det er svært at skille sig af med dårlige vaner?
Ja og ja.
Eller måske.
Man ved det jo ikke før man står i det.

Vi lever i en verden hvor det hele helst skal være så nemt som muligt, så snart vi skal bevæge os ud i noget ukendt så bliver vi usikre og er bange for vi ikke kan finde ud af det. De kloge siger også det bliver mere svært, at lære noget nyt når vi bliver ældre. Jeg ved ikke hvad ældre dækker over, jeg har aldrig haft problemer med at lære nyt hurtigt, heller ikke i dag, men jeg er heller ikke bange for at dumme mig eller begå fejl, for man lærer jo som bekendt af sine fejl. Jeg har ikke behov for et sikkerhedsnet under mig, når jeg springer ud, jeg ved at at jeg nok skal lande på jorden igen, jeg ved bare ikke hvordan.

Det her med operationen er mit projekt. Jeg er blevet mere og mere egoistisk sammen med det. Det skal man passe på med, der er jo folk der egentlig ikke ønsker at man skal rejse sig, dem giver man så et los i røven, de må videre. Jeg har oplevet rigtig god støtte til de ting der nu sker i mit liv, og jeg har også oplevet det modsatte. Det gør mig ikke ked af det når folk ikke bliver glade på mine vegne, det er deres problem ikke mit, men det giver mig en anledning til at ønske dem god vind videre, jeg har ikke brug for den slags mennesker, det er mit valg. Jeg har haft rigeligt af den slags mennesker i mit liv, der er helt sikkert ikke plads til dem længere, de har aldrig ført noget godt med sig i længden.

Jeg er i den grad "forbindelse" med mig selv pt. De sidste godt 2 år har atter bragt nye sider af livet, på godt og ondt. Jeg har fået pillet lidt navle, jeg har pillet lidt i andres navle, jeg har set andre pille navle, der er folk der har forsøgt at pille i min navle, jeg har set ind og jeg har kigget ud. Jeg er ikke færdig endnu, der er stadig ting jeg skal have bedre fat på, men det er kun i mig selv, og jeg er i bund og grund småtingsafdelingen.

Jeg ved at ventetiden - uanset hvor meget den har hængt og stadig hænger mig ud af halsen - ikke har været forgæves, den har givet mange ting især værktøjer jeg skal bruge videre i livet, den har også givet mig nye mennesker. Nu nærmer jeg mig et mål, og samtidig så starter en ny rejse. Flere rejser venter uden tvivl, ikke helt så egoistiske som denne og dog er det alt sammen for at gøre mit liv bedre og ikke mindst mig selv til et bedre menneske. Lige nu ser det ud til at jeg slipper for pulver i julen, men det skulle jeg gerne blive lidt klogere på i morgen.

Give it to me!

I morgen bliver jeg 43 år, det er der ikke noget fantastisk over, og det er heller ikke noget der bliver gjort noget som helst ud af, men lige i år så har jeg et ønske, jeg vil helt vildt gerne have en OP dato i morgen, så skal jeg ikke klage mere, i år.

I forvejen synes jeg bare den ventetid jeg er gået igennem har været, rigtig øv. Nu er det 15 dage siden jeg var på kursus, og jeg er utålmodig nu. Jeg vil på flydende NU! Jeg vil indlægges og jeg vil vågne op på den anden side. Men uanset om jeg vil det eller ej, så må jeg vente, som jeg har ventet i de sidste 2 år. Der er bare så meget jeg glæder mig til og ikke rigtig kan vente med at tage hul på. Jeg kan godt mærke, at nu er tålmodigheden ved at være brugt, jeg trænger så meget til at komme i gang med det her projekt, får alvor, for jeg har jo sådan set været i gang længe.

De sidste 14 dage er gået med at spise sundt, starte på nogle af de vitaminer osv. jeg skal have, for nu at forberede kroppen bare en smule på det chok den får. Masser af dejlig smooties, det er virkelig guf. Motionen kniber det godt nok med, så det vil jeg bruge de sidste af ventetiden på at få rettet op på. Gåture er en super god måde at få motion på, et par gode sko er alt man behøver købe, resten er gratis. Og vejret er selvfølgelig ikke en undskyldning for ikke at komme ud og gå, det er bare at tage det rigtige tøj på.

Min store fejl har især været at jeg droppede alt hvad der hed motion, nærmest fra den ene dag til den anden, fra at være meget aktiv til faktisk slet ikke at være aktiv. Det er, for min egen skyld, ret vigtigt jeg kommer i gang fast igen, om så det bare er 3x 10 minutter om dagen. Jeg holder rigtig meget af at gå, men det har været en pine i lang tid, fordi min krop er gået i stå, den høje vægt giver smerter i knæ og ryg, og derfor er det jo også bare blevet nemmere slet ikke at gå, men det er ikke nemmere, det er at slå sig selv langsomt ihjel.

Men det er slut med at være mere død end levende. Vi fik en motions dagbog med hjem, det er sådan set bare et stykke papir og så skriver man hvor meget man har rørt sig hver dag og hvordan. Jeg har tænkt mig at skrive det ind her under fanen motion, så har jeg list styr på mig selv.

Der er meget at rydde op i synes jeg, dårlige vaner, dårlige mennesker, og det er vigtigt at få rundet godt af så man er klar til at starte på en frisk, der er absolut ingen grund til at slæbe noget der er skidt for en med videre. Jeg er heldig, jeg har virkelig gode venner, mange gamle venner er dukket op igen de seneste 2 år og der er slet ingen tvivl om at det er folk jeg hviler i, det er folk der kender mig rigtig godt. Det er ikke dem alle der kender til dette projekt, det er faktisk ganske få, jeg har ikke det stor behov for opmærksomhed i den retning, den får jeg dækket fint via de forums jeg er på.

Faktisk hviler jeg ret godt i mig selv i det her projekt, men IH hvor ville jeg gerne at det sidste skridt her snart var taget. Der venter et nyt og spændende liv, det vil helt sikkert bringe forandringer med sig på rigtig mange måder, en del af dem kender jeg allerede og deler med mine nærmeste. Andre ting det nye liv vil bringe kender jeg slet ikke, og det er jo skønt ikke at vide alt.

Tankerne kræser meget om en dato nu, det skal jeg være ærlig at indrømme, det blokere lidt for at få skrevet, men jeg har da flere indlæg i mine kladder, så må vi se om de nogensinde bliver skrevet færdigt. Julen står for døren, og jeg ved ikke om jeg er på flydende endnu, det håber jeg stadig jeg er, samtidig så siger man jo altså ikke nej til et stykke and hvis man må spise det :) Det er spændende det hele lige nu, men også bare træls at gå at vente.

Flere tanker om mad

En af de ting der er galt med vores måde at spise på, og det gælder ikke kun fede men alle, det er at vi spiser for hurtigt. Vi lever i en verden hvor det går stærkt og det forventes af os at vi er hurtige til det hele. Diætisten spurgte os hvad vi fik at spise få dage før vi kom på kursus, der var ingen der kunne huske hvad de fik til aften bare 3 dage før. Og med den fart mange af os spiser med, ja så smager man jo faktisk dårligt på det man spiser, det skal bare ned og så skal vi videre. Spise pauserne på arbejdspladserne er sjældent egnede til andet en noget hurtigt, vi skal jo lave noget og ikke sidde der og spise det halve af dagen. Problemet er bare at hvis vi spiser rigtigt, så bliver vi også mere effektive og i bedre humør, hjernen fungere også bedre.

I og med at der bliver flere og flere fede, ja så bliver der også flere og flere mennesker der får en OP, det betyder at mange arbejdspladser nu må kigge på spisepauser, for  os der får denne OP skal spise ofte, og det er i sig selv ikke noget problem, det har de fleste af os gjort hele tiden :-D
Nej det svære bliver at et måltid skal tage 20-30 minutter at indtage, og det er altså en meget lille portion mad vi snakker om her. Men for alle andre burde spisetiden også forlænges på et måltid, ofte er f.eks. aftensmaden det tidspunkt hvor vi er samlet hele familien omkring bordet, og de fleste steder er det vel det måltid der tager længst tid, fordi vi også får snakket over maden. Hvem nyder ikke at sidde med en flok gode mennesker over god mad og snak? Det bliver en helt anden spise oplevelse end når vi nærmest bare kaster maden i os, og vores mave kan meget lettere følge med når maden  kommer i det rigtige tempo.

Vi spilder og taber maden fordi vi tager for meget mad op med vores ske eller gaffel, vi smager egentlig ikke på vores mad längere, hvilket måske er meget godt når nu mange bruger en gang pulver og andet bras som grund element til en ret. Vi stiller sjældent krav til det vi køber, hvilket jo gør at de kan sælge os alt det lort de kan komme i tanke om at lave.

Det er ikke nemt at ændre dårlige vaner, men det er heller ikke umuligt. Det er absolut heller ikke umuligt at få ændret på det der sælges til os, men det kræver at vi ikke er ligeglade med det vi køber, for mange kræver det måske at de er parate til at betale lidt mere og sparer et andet sted. I DK er priserne på mad allgevel tårn høje uanset hvad du køber, så hvorfor ikke stille krav når du alligevel skal betale kassen for noget lort.

Mange siger det er mere dyrt at leve sundt end usundt, men man bliver altså mere mæt og tilfreds af sund mad, så prisen er i sidste ende værd at betale. Jeg har heller ikke røven fuld af penge, men jeg ved jeg lever billigere når jeg lever sundt, end jeg gør når jeg lever usundt. Nu er jeg tvunget til at tage de rigtige valg, og det har jeg det rigtig fint med.

Fedmen vælter verden

Min vægt har aldrig været et problem for mig. Altså ikke før de sidste 3-4 år, hvor jeg har slået min egen vægtrekord op til flere gange. Men hvis jeg kigger på årene før 2007, så har vægten ikke været et problem, den er gået op og ned, men jeg så det egentlig ikke som et problem. Da jeg ramte 117 tog jeg tyren ved hornene og gjorde noget ved det, det var ikke noget problem overhovedet. Jeg lagde hele min kost om, jeg startede med en kur i 13 dage, som i den grad fjernede alt usundt, og kun gav meget små mængder af fedt og sukker. Jeg gik to lange ture hver dag, i raskt tempo, det var hvad min motion bestod af på det tidspunkt - og det virkede.

Efter de 13 dage fortsatte jeg med den sunde mad, og jeg tabte mig med rasende fart. Jeg havde det super godt, det er i dag en tid jeg tænker tilbage på, som den bedste i mit liv. Jeg havde fat i den lange ende, og var helt sikker på jeg ikke skulle blive overvægtig igen. Men jeg tog fejl, jeg tog rigtig meget fejl. Jeg har på intet tidspunkt sluppet tanken om at få fat, men jo mere vægt jeg har fået på kroppen, des mere umuligt er det blevet.

Og så sidder der de evige kloge mennesker og siger "Det er jo bare at lukke munden og ikke spise det forkerte", det er ganske rigtigt og meget enkelt, i teorien. Af en eller anden årsag er det bare ikke så nemt, jeg har ledt efter løsningen på hvorfor det ikke er så nemt, når nu det rent faktisk ER så nemt, men jeg har ikke fundet det store gyldne svar.

En del af mit spise problem kan starte fra min mor, som hun spiste i "skjul" har jeg også gjort det. Det er dybt åndsvagt at tro man kan skjule sådan et misbrug, det kan jo ses både i køleskabet, pengepungen og så selvfølgelig på vægten. Igen kan man drage en sammenligning med alkoholikere, ikke dem der går på værtshus, men dem der sidder hjemme og pimper, og tror de gør det hemmeligt. Som en af mine gamle naboer, hun sad simpelthen og drak hvidvin af en kaffekop, og papvinen stod "gemt" i skabene, men som fede ikke kan skjule deres misbrug kan alkoholikere heller ikke.

Vi lever i en verden hvor vi helst ikke vil smide i ansigtet på folk at de har et problem, heller ikke selv om det i den grad er til at få øje på. Når det gælder fede snakker man helst bag vores ryg, sender elevatorblik, eller hvad vi nu kan finde på, det hjælper ikke nogle, faktisk kan netop det bare gøre det endnu værre for den fede. Jeg tror egentlig de fleste af os ville tage det pænt, hvis der kom en og sagde "Du har et problem, jeg vil gerne hjælpe dig ud af det", jeg tror de fleste af os ville blive glade.

Det er ikke os alle der kan komme i tv og få et stærkt team bag os der kan sørge for at vi lykkes med et vægt tab og kan holde fast i det. Faktisk er det ganske få der får den mulighed i forhold til hvor mange fede der er. Ved du at der rent faktisk er en fedme epidemi i verden?
Det her er ikke et problem for en lille gruppe mennesker, det er et problem for RIGTIG mange mennesker, på verdens plan.

Vi er blevet bombet med fastfood butikker, som servere alt andet end sund mad. Sukker produkterne er blevet billigere og billigere, samtidig med at der er kommet flere og flere af dem. Vi stresser rundt og ofte snupper vi lige noget hurtigt på vejen, og noget hurtigt er sjældent noget godt. Vi sidder i sofaen om aftenen eller foran PCén og "hygger". Måske skulle vi slukke de har tomme underholdningskasser lidt mere, og forberede noget sundt mad til dagen efter i stedet for?
For det med at vi ikke har tid til at lave ordentlig mad, den køber jeg ikke, vi vælger ofte bare at bruge tiden forkert.

Da jeg var barn var slik og sodavand mest noget jeg fik hjemme hos min papfarmor og farfar når vi søndag var til middag hos dem, chips var noget der blev serveret til flæske eller oksesteg. Vi var også mere aktive fysisk, vi cyklede til skole, cyklede til venner, fritidsinteresser osv. og cyklede vi ikke så gik vi. Vi sad ikke foran en PC eller TV hele dagen når vi kom hjem, vi var ude meget mere end inde. Men verden har jo ikke stået stille, det er på mange måder godt nok, men det er tydeligvist også skidt på mange måder. Vi har i bund og grund taget fastfood "kulturen" til os fra USA (hvor ellers), vi har lært via tv-serier at hvis man f.eks. er ked af noget, ja så smutter man i fryseren efter et bøtte is og så får man det meget bedre!
Hvis vi ikke snart vågner op så får vi mange flere problemer end vi allerede har. Og fede mennesker koster samfundet rigtig mange penge, for fedme bringer andre sygdomme med sig.

Og vi skal huske at vi giver vores børn vores madvaner videre. 2 af mine børn har slet ikke problemer med vægten, men jeg har en datter som burde tabe sig lidt og skifte kostvaner, hendes vægt problem begyndte sådan set da hun flyttede hjemmefra. Hun havnede i et mindre godt forhold, det er hun ude af nu, men vægten og maden har hun alt andet end fat i. Jeg har prøvet at hjælpe, så meget jeg overhovedet kan, og det er skide nemt at sidde der og være klog når man ikke selv kan få fat, det betyder dog ikke at ens råd ikke virker. Det er bare sådan at det er den overvægtige eller fede selv der skal gøre det hårde arbejde.

Phewww

Så er de to dages kursus overstået. Der var meget information, serveret på den helt rigtige måde der var nemlig plads til humor, trods det at det jo er ganske alvorligt det hele. At vælge dette indgreb er ikke uden at betale en pris, det vidste jeg godt så intet af det jeg fik af vide har forskrækket mig. Men det er meget godt at få det hele vendt endnu en gang, godt at der er en der siger til en, face to face.

Vi var 16 stykker, alle med det tilfælles at vi er fede, baggrunden for at vi er fede er forskellig, vi var forskellige mennesker i forskellige aldre, men der er et bånd mellem os nu på en måde, vi står alle på et trin til et helt nyt liv. Vi bliver ikke lykkelige af operationen alene, det er ikke en skønheds operation, den fjerner ingen ar på sjælen eller psykiske problemer, den er kun et værktøj, alt det andet skal vi fixe selv.

Det siger sig selv. Var der en super nem løsning der fixede det hele for en, så så vi alle jo super godt ud - om vi også var ok i hovedet er jo en anden side af sagen. Men det er der ikke og det er et eller andet sted nok meget godt, hvis blot man er parat til at arbejde med sig selv, så kan man nå langt, og man kan få kontrollen tilbage.

Jeg skal nok i de nærmeste dage komme mere ind på hvad info vi har fået, for at gøre dem der ikke ved så meget om det her klogere og dem der er kloge på det, ja de kan måske bare lære noget nyt. Det er jo altid sådan er der er meget stor forskel på den info vi der skal igennem det her får, for at gøre det der er rigtigt for mig vælger jeg, at holde mig til det vi har fået af vide er det rigtige for os på mit sygehus. Især her i starten, for der er meget at holde styr på, og jeg har set på de forums jeg er på, hvor forskellige råd der indimellem bliver givet fra folk til folk. Betyder det så at de forums er noget skidt?

Nej. På ingen måde. Der er masser at komme efter, masser af erfaring at suge på, masser af fok som har levet med det her i rigtig mange år. Men som vi også fik af vide, så skal vi huske på at hvad der fungere for en ikke altid fungere for en anden. Vores krop bliver en helt ny verden som vi selv skal tage på rejse i, men vi skal gøre det på den helt rigtige måde, vi skal lytte til den, og det er vel nok for mange noget nyt. Hvad vi får ud af denne rejse er op til os selv, målet vi vil nå er op til os selv, vi kan ikke komme efter de her to dage og påstå at vi ikke ved hvad der skal til.

Og hvad skal der til?
Det vil jeg for mit eget vedkommende komme med bud på de næste dage, for jeg kan kun tale for mig selv i den retning. Jeg har gjort mig mange tanker om at ramme det punkt jeg er på nu i den tid jeg har ventet, nu skal jeg føre tankerne ud i handling, og stikke de råd og den info jeg har fået de sidste dage ind i det program. Der er nok at tage fat på, og en stor del har jeg fået ordnet i dag.

De sidste pakker pulver er købt. En god og stærk blender er købt, den bliver en trofast følgesvend resten af livet. Fryseren er fyldt med grønt, frugt, kalkunpålæg, fugl og fisk. Konserves skabet er fyldt med tomater, tun, bulionterninger (hvem havde troet de nogen sinde skulle finde vej til mit køkken) og oliven. Vitaminpiller, omega 3 piller og nogle frø der hjælper ved forstoppelse, som mange oplever uden pulverperioden. Protein pulver til de første 6 uger efter OP er bestilt.

Ja for godt nok har jeg ikke en tid til OP endnu, men ventetiden er kort nu. Mine blodprøver var fine, jeg er på OP-listen nu, det er nu det nye liv begynder og ikke den dag jeg bliver sat på flydende, der er nok at få fat på inden. I går onsdag var sidste dag i det gamle liv, det blive ikke til det store ædegilde , eller farvel til noget, jeg skal jo ikke dø, jeg skal faktisk bare til at leve og jeg har fået rigeligt af det jeg lader blive i fortiden. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre måde at starte december 2011 på.

Jeg kommer også ind på hvad det er for ændringer der træder i kraft her og nu og hvorfor jeg gør det allerede. Jeg stadig godt kvæstet efter de to dage hvor hovedet blev fyldt med en masse nyttigt og nye skønne mennesker. Faktisk var jeg så træt i går at da jeg gik op i seng for at se en film inden jeg skulle sove, så satte jeg filmen på men inden den overhovedet kom i gang så sov jeg.

Dagen før dagen

Nu blev det endelig søndag, og det er dagen før jeg skal på kursus. 10 måneder efter at jeg var til info møde. Her i Sverige er der meget stor forskel på hvordan de her operationer bliver grebet an, jeg bor i et af de lan hvor det ikke går så hurtigt. Der er behandlingsgaranti i Sverige, men visse steder har man været opfindsom, for at undgå at leve op til det der står i loven. Først var min tanke at kæmpe imod systemet, men jeg mente ikke at mit sprog var stærkt nok til at jeg ville have en chance. Og måske var ventetiden god set i bakspejlet, sådan som mange andre fra området sagde.

Jeg vil sige det sådan at jeg godt kunne have nøjes med 6 måneder, er man interesseret i det får man rigtig meget info på den tid. Jeg har suget alt til mig, godt som skidt, for det er selvfølgelig ikke alle der kommer lige heldigt fra dette indgreb. Jeg har også set mennesker som burde have haft et år at vente i, og som burde have fået besked på at sætte sig ned og læse på div. forums.

Når jeg ser folk sidde og skrive at de har spist chips, drukket cola eller andet inden der er gået en måned, så bliver jeg faktisk ret så vred. Jeg synes det er at skide direkte på det system som rent faktisk bruger rigtig mange penge på at hjælpe dem, og jeg synes især de skidder på sig selv. Man har ganske enkelt pligt til at sige farvel til visse ting i livet, set med mine øjne, hvis man har sagt ja til en OP. Der er INGEN der tvinger os til det her, vi gør det frivilligt, så skylder vi også os selv at tage det meget seriøst.

Det er en unik chance for at få styr på vægten for altid, og jeg ser da heldigvis også flere det går godt end skidt for. Men forventer man at man skal leve som før, hvorfor så overhovedet gå igennem det her?
Der er folk der ikke dumper (læs. bliver dårlige af det de spiser) og derfor spiser de så bare alt muligt de ikke skal spise. Jeg forstår slet ikke hvorfor de tester om de dumper på de forbudte ting, jeg snakker om folk som gør det kort tid efter deres OP, når der er gået 1-2 år er det en helt anden sag, der kan det være nødvendigt at få lidt af det forbudte ind i kosten igen.

Jeg har for længe siden lavet den aftale med mig selv, at når jeg ramte min kursus dato så begyndte det for alvor, jeg tillader mig et sidste måltid - med mindre jeg er så heldig at blive sat på flydende direkte efter, men det er ok jeg har fået gode måltider hele mit liv, og der venter masser af gode måltider på den anden side, de kommer bare til at indeholde noget helt andet. Og jeg kan rigtig godt lide sund mad, når først jeg har fat så har jeg intet problem i at undværre alt det der er mit gift, og denne gang får jeg fat, jeg får fat i længere tid, jeg får fat for altid, det VED jeg bare.

Jeg går ind til det her med de bedst mulige værktøjer, jeg har selvhjælps bøger klar til det psykiske, det fysiske kommer helt af sig selv, jeg har heldigvis trænet og dyrket sport før og holder meget af det, og holder meget af at gå ture. Ja faktisk glæder jeg mig til noget fysisk aktivitet, det må jeg indrømme, jeg har siddet stille i lang tid, for jeg har så mange smerter bare jeg bevæger mig det mindste, men nu kan jeg bide smerterne i mig, starte småt op i forhold til hvad jeg kan holde til i ben og ryg. Det med motion skal jeg nok vende tilbage til. Nu vil jeg pakke en lille taske til de næste par dage, jeg glæder mig til jeg kommer hjem på tirsdag og forhåbentlig har endnu mere at fortælle:)

Gastric bypass

For over 2 år siden tog jeg beslutningen om at nu skulle det være slut med "jo-jo vægt" og nederlag der bare fik vægten til at stige endnu mere. Jeg gik til lægen for at snakke om en gastric bypass og om det var en mulighed for mig, det blev til en lang snak og så lige lidt blodprøver osv. Da jeg gik hjem fra lægen var det med en fornemmelse af fred i mit indre, samtidig havde jeg nu taget et valg som jeg aldrig havde troet jeg ville tage.
Jeg har set en gastric bypass som den nemme løsning, det skal jeg være ærlig at sige, men jeg skal også love for at jeg er blevet meget klogere, siden jeg valgte at gå ind til dette indgreb.

Jeg har haft stor glæde af de forums der findes for folk der har gennemgået eller skal gennemgå en gastric bypass. Jeg har været så imponeret af den åbenhed der er fra mennesker der har kæmpet så hårdt i mange år, jeg er imponeret over det overskud de har til andre mennesker der er eller har været i samme situation som dem selv. Der er et sammenhold og en forståelse mange af os ikke møder ret mange andre steder, der er altid opbakning til den der har det svært og altid ros til den det går godt for. Det har været fantastisk at blive en del af, og jeg har fået så meget viden jeg aldrig kunne have fået på andre måder.

Alle de mennesker jeg har læst med hos, her i ventetiden har vist mig, at jeg tog rigtig meget fejl dengang jeg dømte dem som mennesker der valgte den lette løsning. De har også overbevist mig om at jeg har taget det helt rigtige valg. Ikke fordi jeg har stillet spørgsmålet, men ud fra deres erfaringer og historier, har de helt uden at vide det fortalt mig at jeg har taget det rigtige skridt.

Folks før og efter billeder er en helt utrolig oplevelse, og jeg ved fra mig selv hvor stort et indtryk de gør, så jeg har selvfølgelig også tænkt mig at dele billeder med jer der læser her når først min rejse begynder for alvor, og det gør den snart. Endelig er jeg ved at være i mål. Jeg har endnu ingen fast OP dato, men ved 100% det sker om 1 til max. 3 måneder og jeg er så klar.

Det med billederne har jeg ikke helt besluttet mig for hvordan jeg skal gribe an endnu, jeg har faktisk ikke rigtig vist mig frem som fed, og der er faktisk mange der slet ikke ved hvor slemt det er. På den anden side så skammer jeg mig ikke, jeg har bare rigtig svært ved at se billeder af mig selv, måske et forsøg på ikke at se sandheden i øjnene selv om jeg slæber rundt på den hver dag. Jeg ved godt jeg er fed, det er ikke sådan at jeg ser mig selv med forkerte øjne, jeg hader bare det jeg ser, jeg forsår ikke hvordan  jeg kunne lade det komme så langt ud. Men jeg ved jeg har kæmpet med alle midler inden jeg nåede frem til beslutningen om en gastric bypass, og det giver mig et eller andet sted ro i sindet.

På mandag kører jeg til mit sygehus, jeg skal på et to dages kursus som skal forberede mig endnu bedre på det liv der venter mig, og efter det så er det bare at vente på en OP dato. Jeg har fået nok af at vente, jeg vil så gerne i gang med det nye liv, her og nu. Og det er så der jeg er, jeg betragter dette som min sidste weekend i det gamle liv. Jeg ikke planlagt en week med det helt store ædegilde, jeg har end ikke besluttet mig til hvad mit "sidste" måltid skal være, men det når jeg nok at finde ud af inden jeg skal starte på de 4 uger der venter med pulver mad.

I næste uge starter jeg op med Kogebogen her på bloggen. Jeg starter med at komme med skønne supper, du behøver ikke være på kur eller have gennemgået en gastric bypass, for at spise den mad jeg i fremtiden kommer med her, men kogebogen bliver selvfølgelig lavet med henblik på retter for folk der har fået en gastric bypass. Jeg kommer i mange tilfælde med forslag til tilbehør så resten af familien også kan spise den mad jeg selv skal have, det kan være dyrt og besværligt at lave flere slags mad, så det er en god ide at se på hvordan man gør det lettest for sig selv.

Se ned på en fed

I Danmark har alt for mange danskere travlt med at se ned på andre mennesker. Det har man sikkert også andre steder i verden, man man må vel starte i sin egen baggård. Man skal ikke skille sig ret meget ud fra det perfekte mindretal før man får lussinger. Jeg skriver det perfekte mindretal, fordi jeg har svært ved at se at flertallet er så perfekt, som de gerne selv vil have det til at se ud som om de er.

Københavnere kan ikke lide jyder og fynboer, jyder kan ikke lide københavnere etc. Så er der de fremmede og rockerne som mange danskere ikke kan lide, der er bøsserne og de lesbiske at se ned på, der er narkomanerne og alkoholikerne, der er rygerne og så er der selvfølgelig de fede - Listen kan  helt sikkert gøres meget længere.

Vi vælger at se ned på forskellige grupper alt efter hvem vi er, nogle ser ned på flere end andre, alt for mange glemmer at vi allesammen blot er mennesker, på godt og ondt med hver vores laster.

De fede har længe måtte tage imod mange lussinger og det ser ikke ud til at der er ændringer på vej overhovedet på det punkt. Jeg synes denne gruppe er mennesker der er nemme at lukke munden på, jeg mener vi ved jo godt det er vores egen skyld at vi er fede, der er ingen andre end os selv der putter de usunde sager i hovedet. Jeg har selv set ned på meget fede mennesker, ikke kunne forstå hvordan de kunne lade det komme så langt ud, men man skal holde sin mund med at dømme mennesker der er i et hul, man ikke selv er eller har været i. Ofte dømmer vi jo andre dårligt fordi vi har det dårligt med os selv.

Verden er bygget op efter et ideal menneske der er slank, problemet er bare at verden bliver mere og mere fed, flere og flere får svært ved at leve op til "modellen". Personligt foretrækker jeg mennesker med krop, og ikke ultra tynde kroppe, hvor hver en knogle kan ses. Jeg tror på det er sundt at være slank med krop, vi er ikke ens, den vægt der passer til mig passer ikke med sikkerhed til en anden med samme højde. Vi skal ikke være ens, vi skal have det godt med det vi føler passer til os.

Vi har som samfund pligt til ikke at støtte op omkring rollemodeller som er umulige at leve op til, og det kan vi ved at vælge de uge/måneds blade fra de er i, vælge de produkter fra som de reklamere for osv. Gør vi det sender vi et signal, gør vi det rammer vi dem på pengepungen, and money talks as you know. Det samme gælder den usunde mad, er der ingen der køber den er der intet marked og så må de komme med produkter der er sunde til en pris vi vil betale. Vi har meget mere magt end vi selv tror, men det er som om alt for mange lukker øjnene og har gjort det rigtig længe, jeg synes det er på tide at vågne op.

Og tænk ikke at det du gør ene mand...eller kvinde, ikke gør en forskel for det gør det og vi må og skal alle starte med os selv, vi skal give det videre til vores børn og dem vi har tæt på os i livet, vi skal i hvert fald forsøge, men først og fremmest er det en selv der skal handle anderledes.

Alt for mange mennesker er fanget i et misbrug, vi ser dem over alt, man skal være blind for ikke at se der bliver flere og flere misbrugere, folk med psykiske problemer osv. Og hvorfor gør der det?
Jeg tror det er fordi der bliver stillet alt for store krav kun få kan leve op til, vi skal helst alle passe ned i samme kasse, og det er der meget få af os der gør. Den personlige frihed er i mine øjne mere eller mindre væk efterhånden. Vi vælger ofte at vi skal omgive os med dyre ting, og folk der ikke har disse ting ja de er sandelig udenfor. Vi lever i en verden hvor vi kun har de fleste af de døde ting vi omgiver os med i kort tid, vi skal ha nyt nyt nyt hele tiden, for det er de ting vi har, som fortæller hvem vi er?

Vi tager os ikke af hinanden, vi smider vores børn i fremmede menneskers hænder inden de er fyldt 1 år, og overlader så ansvaret for opdragelse og personlige værdier til dem. Det er sgu da sørgeligt.
Vores gamle ligger og skidder og pisser i en ble og kan få et bad om ugen hvis de er heldige, alt imens vi holder dem i "live" med micromad der er lavet på samlebånd. Deres børn og børnebørn gider ikke engang at holde jul med dem. Og satme nej om vi vil bruge tid på at tage os af dem selv. Det er sgu da sørgeligt.

De unge piger render i tøj der indtil for få år siden var forbeholdt pornofilm, og vi støtter op omkring deres idoler ved at købe cdere med dem og lade dem se MTV. De får tattos og ringe i hele kraniet, og inden de er 20 har vi satme også givet dem et par siliconepatter. De skal jo helst passe ned i en kasse.

Mænd er efterhånden blevet til halve kvinder, for vi kvinder vil fandme have ligestilling, undtagen når der skal bores huller, skiftes dæk, og andet der da helt sikkert kræver en mand. De barbere nosser, vokser ryg og ben, låner vores mascara og ad siger jeg bare. Fri mig for det, bare noget af det i hvert fald.

Nu kan jeg huske hvorfor jeg begyndte at spise mig fra det hele....

Verden er jo ikke til at holde ud hvis man er helt clean. Men det er vi nødt til, vi er nødt til at stoppe alle vores misbrug og kassetanker. Vi er nødt til at vågne op. Se ikke ned på andre, se dig selv i spejlet og start der.

Hvorfor er jeg fed?

Jeg er ikke født fed. Jeg var heller ikke fed som barn eller teen, faktisk kunne jeg spise alt uden at tage på, og det gjorde jeg så. Min mor havde store problemer med sin vægt, hun var fed. Hun kaldte mig skraldespanden fordi jeg kunne spise alt uden at tage på. Hun satte tape på småkagedåserne til jul, for at jeg ikke skulle spise af dem? (Hende vender jeg nok tilbage til senere)

Jeg fik først selv problemer da jeg i 87/88 ventede mit første barn, nu kunne jeg ikke længere spise alt uden at tage på, men jeg tabte mig igen efter jeg havde fået min datter og havde som sådan slet ikke et forkert forhold til mad. Jeg dyrkede sport og gik op i mig selv og min krop.

Omkring 1992 var jeg i et rigtig dårligt forhold, min kærestes lave selvværd gik ud over mig og han var voldelig. I de 7 år vi var sammen tog jeg meget på, jeg var uden tvivl trøstespiser, det gav bare ikke trøst at spise, jeg fik det ofte rigtig dårligt med mig selv efter et ædeflip, lovede mig selv at nu skulle det stoppe, og så spiste jeg lige lidt mere. Når vi gik fra hinanden, og det gjorde vi et hav af gange i løbet af de 7 år, så tabte jeg mig og fik fat, men lige så snart vi var sammen igen så gik det galt.

I 1998 sluttede forholdet helt, jeg fordybede mig i at være enlig mor med 3 børn og alt for meget arbejde. Jeg tabte mig lidt, men lå hele tiden oppe i noget der ligner overvægt uden direkte at være fed. Men jeg ville hele tiden gerne ned i vægt uden dog at gøre ret meget for det. Så blev jeg syg, psykisk syg, jeg gik ned med flaget, var endnu engang i et dårligt, men på det tidspunkt ikke voldeligt "forhold", og jeg havde brug for smerte.

Hele mit liv har jeg fået af vide at jeg ikke var god nok, hele mit liv havde nogen slået på mig, jeg fandt nu en erstatning for dette i mine forhold, ikke i forbindelse med mad, men i forbindelse med sex. Jeg fik psykologhjælp igennem godt 7-8 år, og min psykolog sagde hele tiden til mig at en dag ville jeg have fået smerte nok, det var hun sikker på. Jeg arbejde meget med mig selv i de år, og det var hårdt, jeg lod vægt være vægt og holdte fokus på alle de andre problemer jeg havde med mig selv og verden omkring mig.

Jeg voksede med opgaven, desværre også hvad vægt angår. Men på et tidspunkt ramte jeg det helt rigtige punkt. Det var især udsendelserne i tv om Meretes mave (hende fra livet er fedt), som virkelig gjorde noget ved mig, og så tog jeg fat. Jeg tabte 36 kg på no time, og for fanden hvor var det godt. Det var helt vildt en energi jeg fik, selvtilliden var malet i ansigtet på mig og jeg var helt sikker på at jeg nu havde fat for altid - men jeg tog fejl.

Jeg var som tidligere nævnt i en form for forhold, det var baseret på sex, men vi ville begge gerne tage det et skridt videre og gøre det til et rigtigt forhold. Han havde jo kunne styre mig totalt før ud fra det forhold vi hele tiden havde haft. Men mine behov ændrede sig og det gjorde mine øjne på ham også. Det endte med at vi boede sammen i 3 uger og så ville jeg ud af det, noget han ikke tog ret pænt og han blev den sidste der lagde hånd på mig.

Men jeg tabte tråden. Der gik ret lang tid før det gik op for mig at jeg havde tabt tråden, og igen var det mad som jeg tabte det hele i og med. Da jeg opdagede hvor jeg var på vej hen, forsøgte jeg igen og igen at samle tråden op, helt uden held og kun med den effekt at jeg spise mere og mere. Jeg nægtede dog at give op, jeg nægter at give op. Jeg blev også mere og bevidst om hvor omfattende mit problem var, jeg var ikke færdig med smerten, men nu var der kun mig selv tilbage til at give mig smerten ikke fysisk for der var jeg færdig med den, det var jeg slet ikke i tvivl om. Nej det var den fysiske smerte jeg ikke var færdig med, jeg var stadig ikke noget værd?

Mad mad mad mad....

Det er jo helt sindsygt så meget mad der er omkring os hele tiden. Og det er altså ikke gulerødder og kikærter der vælter ud i ansigtet på os, nej det er sjovt nok ofte usundt det hele.

Reklamer for Mac-D, helt ærligt det skulle forbydes! Deres lorte mad, deres lorte tilbud, det er for klamt. Mange tager deres børn med på Mac-D når de skal hygge sig, det bliver brugt som noget godt overfor vores børn, vi lærer dem at når vi skal hygge os og have noget lækkert sammen med dem, ja så tager vi på Mac-D. Der er jo ikke noget at sige til at mange børn og unge har problemer med deres vægt.

I weekenden når vi rigtig skal hygge, så får den hele armen med bøffer, fed sovs, slik, chips, og sodavand. I dagligdagen lever mange af hakket kød, igen med den danske, ikke til at leve uden, fede sovs. Og vi bliver federe og federe, flere og flere børn og unge bliver federe og federe. Mange giver priserne på sund mad skylden, i min verden er det en rigtig dårlig undskyldning. For det første ville folk nemt have råd til sund mad hvis de skar ned på det usunde, for det andet så bliver man altså mere mæt af sund mad.

Når først man er fanget i fedt og sukker helvede, så er det rigtig svært og helt umuligt for nogle at komme ud af igen. Det kan meget nemt sammenlignes med at være på stoffer eller alkoholiker, og jo mere man er fanget i det des svære bliver det at komme ud af igen.

De slanke siger "Hvor svært kan det være, det er jo bare ikke at spise det", men så let er det bare ikke. Eller jo det er det, men det er det så ikke alligevel. For det er junk, det er kroppen der skriger efter det, det er fornuften der er så langt væk at det bliver mere og mere håbløst. Vi ved godt hvad der er sundt og hvad der er usundt, de der ved mest om det er ofte fede mennesker.

Der er næppe en fed på jorden der ikke har prøvet ALT. For det er ikke fedt at være fed, det har mange konsekvenser. Man er ked af sin krop, man er ked af ikke at kunne klæde sig i tøj fra almindelige butikker, indkøb af tøj ender ud i at blive noget man gør på nettet for så er man helt fri for at stå og svede i en butik.
Energien forsvinder, man ender ud i at være en ikke aktiv klump fedt der bare hælder mere og mere i hovedet. Ryg og ben lider, sjælen lider.

Vi har alle set fede der påstår de er tilfreds med den de er og den krop de har spist sig til, jeg vil påstå de der siger sådan er fulde af løgn. Måske har de glemt hvor meget lettere livet er som slank og sund, måske har de givet op, måske har de aldrig prøvet andet, måske er det bare en måde at flygte fra virkeligheden på. Men fortæl mig lige hvor fedt det er ikke at kunne: gå ordentligt, sidde i en stol uden at være bange for om den nu kan holde, spise ud og dem ved de andre borde sidder og kigger på en som om de tænker "mon ikke han/hun burde snuppe en gulerod", ikke have energi og kræfter til selv de mest almindelige ting - end ikke sine børn. Listen er lang, meget lang og jeg nægter at tro på at man er tilfreds med livet i den tilstand.

De fleste fede vil gerne ud af den tilstand, men de ved ikke hvordan for de har prøvet alt, ofte kun med det resultat at de er blevet endnu federe. Men der er en vej ud, der er mange veje ud, som fed skal man blot finde den der virker for en, og man skal have det hele med hoved, krop og hjerte. Og man skal gøre sig helt klart at der er kun en der kan gøre det, og det er en selv uanset hvor meget eller hvor lidt opbakning man har fra baglandet.

Vil du gøre noget ved din vægt? Vil du helt seriøst gøre noget ved den?
Så er det op på hesten og på med vanten!