Dagen før dagen

Nu blev det endelig søndag, og det er dagen før jeg skal på kursus. 10 måneder efter at jeg var til info møde. Her i Sverige er der meget stor forskel på hvordan de her operationer bliver grebet an, jeg bor i et af de lan hvor det ikke går så hurtigt. Der er behandlingsgaranti i Sverige, men visse steder har man været opfindsom, for at undgå at leve op til det der står i loven. Først var min tanke at kæmpe imod systemet, men jeg mente ikke at mit sprog var stærkt nok til at jeg ville have en chance. Og måske var ventetiden god set i bakspejlet, sådan som mange andre fra området sagde.

Jeg vil sige det sådan at jeg godt kunne have nøjes med 6 måneder, er man interesseret i det får man rigtig meget info på den tid. Jeg har suget alt til mig, godt som skidt, for det er selvfølgelig ikke alle der kommer lige heldigt fra dette indgreb. Jeg har også set mennesker som burde have haft et år at vente i, og som burde have fået besked på at sætte sig ned og læse på div. forums.

Når jeg ser folk sidde og skrive at de har spist chips, drukket cola eller andet inden der er gået en måned, så bliver jeg faktisk ret så vred. Jeg synes det er at skide direkte på det system som rent faktisk bruger rigtig mange penge på at hjælpe dem, og jeg synes især de skidder på sig selv. Man har ganske enkelt pligt til at sige farvel til visse ting i livet, set med mine øjne, hvis man har sagt ja til en OP. Der er INGEN der tvinger os til det her, vi gør det frivilligt, så skylder vi også os selv at tage det meget seriøst.

Det er en unik chance for at få styr på vægten for altid, og jeg ser da heldigvis også flere det går godt end skidt for. Men forventer man at man skal leve som før, hvorfor så overhovedet gå igennem det her?
Der er folk der ikke dumper (læs. bliver dårlige af det de spiser) og derfor spiser de så bare alt muligt de ikke skal spise. Jeg forstår slet ikke hvorfor de tester om de dumper på de forbudte ting, jeg snakker om folk som gør det kort tid efter deres OP, når der er gået 1-2 år er det en helt anden sag, der kan det være nødvendigt at få lidt af det forbudte ind i kosten igen.

Jeg har for længe siden lavet den aftale med mig selv, at når jeg ramte min kursus dato så begyndte det for alvor, jeg tillader mig et sidste måltid - med mindre jeg er så heldig at blive sat på flydende direkte efter, men det er ok jeg har fået gode måltider hele mit liv, og der venter masser af gode måltider på den anden side, de kommer bare til at indeholde noget helt andet. Og jeg kan rigtig godt lide sund mad, når først jeg har fat så har jeg intet problem i at undværre alt det der er mit gift, og denne gang får jeg fat, jeg får fat i længere tid, jeg får fat for altid, det VED jeg bare.

Jeg går ind til det her med de bedst mulige værktøjer, jeg har selvhjælps bøger klar til det psykiske, det fysiske kommer helt af sig selv, jeg har heldigvis trænet og dyrket sport før og holder meget af det, og holder meget af at gå ture. Ja faktisk glæder jeg mig til noget fysisk aktivitet, det må jeg indrømme, jeg har siddet stille i lang tid, for jeg har så mange smerter bare jeg bevæger mig det mindste, men nu kan jeg bide smerterne i mig, starte småt op i forhold til hvad jeg kan holde til i ben og ryg. Det med motion skal jeg nok vende tilbage til. Nu vil jeg pakke en lille taske til de næste par dage, jeg glæder mig til jeg kommer hjem på tirsdag og forhåbentlig har endnu mere at fortælle:)