Jeg er ikke født fed. Jeg var heller ikke fed som barn eller teen, faktisk kunne jeg spise alt uden at tage på, og det gjorde jeg så. Min mor havde store problemer med sin vægt, hun var fed. Hun kaldte mig skraldespanden fordi jeg kunne spise alt uden at tage på. Hun satte tape på småkagedåserne til jul, for at jeg ikke skulle spise af dem? (Hende vender jeg nok tilbage til senere)
Jeg fik først selv problemer da jeg i 87/88 ventede mit første barn, nu kunne jeg ikke længere spise alt uden at tage på, men jeg tabte mig igen efter jeg havde fået min datter og havde som sådan slet ikke et forkert forhold til mad. Jeg dyrkede sport og gik op i mig selv og min krop.
Omkring 1992 var jeg i et rigtig dårligt forhold, min kærestes lave selvværd gik ud over mig og han var voldelig. I de 7 år vi var sammen tog jeg meget på, jeg var uden tvivl trøstespiser, det gav bare ikke trøst at spise, jeg fik det ofte rigtig dårligt med mig selv efter et ædeflip, lovede mig selv at nu skulle det stoppe, og så spiste jeg lige lidt mere. Når vi gik fra hinanden, og det gjorde vi et hav af gange i løbet af de 7 år, så tabte jeg mig og fik fat, men lige så snart vi var sammen igen så gik det galt.
I 1998 sluttede forholdet helt, jeg fordybede mig i at være enlig mor med 3 børn og alt for meget arbejde. Jeg tabte mig lidt, men lå hele tiden oppe i noget der ligner overvægt uden direkte at være fed. Men jeg ville hele tiden gerne ned i vægt uden dog at gøre ret meget for det. Så blev jeg syg, psykisk syg, jeg gik ned med flaget, var endnu engang i et dårligt, men på det tidspunkt ikke voldeligt "forhold", og jeg havde brug for smerte.
Hele mit liv har jeg fået af vide at jeg ikke var god nok, hele mit liv havde nogen slået på mig, jeg fandt nu en erstatning for dette i mine forhold, ikke i forbindelse med mad, men i forbindelse med sex. Jeg fik psykologhjælp igennem godt 7-8 år, og min psykolog sagde hele tiden til mig at en dag ville jeg have fået smerte nok, det var hun sikker på. Jeg arbejde meget med mig selv i de år, og det var hårdt, jeg lod vægt være vægt og holdte fokus på alle de andre problemer jeg havde med mig selv og verden omkring mig.
Jeg voksede med opgaven, desværre også hvad vægt angår. Men på et tidspunkt ramte jeg det helt rigtige punkt. Det var især udsendelserne i tv om Meretes mave (hende fra livet er fedt), som virkelig gjorde noget ved mig, og så tog jeg fat. Jeg tabte 36 kg på no time, og for fanden hvor var det godt. Det var helt vildt en energi jeg fik, selvtilliden var malet i ansigtet på mig og jeg var helt sikker på at jeg nu havde fat for altid - men jeg tog fejl.
Jeg var som tidligere nævnt i en form for forhold, det var baseret på sex, men vi ville begge gerne tage det et skridt videre og gøre det til et rigtigt forhold. Han havde jo kunne styre mig totalt før ud fra det forhold vi hele tiden havde haft. Men mine behov ændrede sig og det gjorde mine øjne på ham også. Det endte med at vi boede sammen i 3 uger og så ville jeg ud af det, noget han ikke tog ret pænt og han blev den sidste der lagde hånd på mig.
Men jeg tabte tråden. Der gik ret lang tid før det gik op for mig at jeg havde tabt tråden, og igen var det mad som jeg tabte det hele i og med. Da jeg opdagede hvor jeg var på vej hen, forsøgte jeg igen og igen at samle tråden op, helt uden held og kun med den effekt at jeg spise mere og mere. Jeg nægtede dog at give op, jeg nægter at give op. Jeg blev også mere og bevidst om hvor omfattende mit problem var, jeg var ikke færdig med smerten, men nu var der kun mig selv tilbage til at give mig smerten ikke fysisk for der var jeg færdig med den, det var jeg slet ikke i tvivl om. Nej det var den fysiske smerte jeg ikke var færdig med, jeg var stadig ikke noget værd?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar