Dagen før dagen

Nu blev det endelig søndag, og det er dagen før jeg skal på kursus. 10 måneder efter at jeg var til info møde. Her i Sverige er der meget stor forskel på hvordan de her operationer bliver grebet an, jeg bor i et af de lan hvor det ikke går så hurtigt. Der er behandlingsgaranti i Sverige, men visse steder har man været opfindsom, for at undgå at leve op til det der står i loven. Først var min tanke at kæmpe imod systemet, men jeg mente ikke at mit sprog var stærkt nok til at jeg ville have en chance. Og måske var ventetiden god set i bakspejlet, sådan som mange andre fra området sagde.

Jeg vil sige det sådan at jeg godt kunne have nøjes med 6 måneder, er man interesseret i det får man rigtig meget info på den tid. Jeg har suget alt til mig, godt som skidt, for det er selvfølgelig ikke alle der kommer lige heldigt fra dette indgreb. Jeg har også set mennesker som burde have haft et år at vente i, og som burde have fået besked på at sætte sig ned og læse på div. forums.

Når jeg ser folk sidde og skrive at de har spist chips, drukket cola eller andet inden der er gået en måned, så bliver jeg faktisk ret så vred. Jeg synes det er at skide direkte på det system som rent faktisk bruger rigtig mange penge på at hjælpe dem, og jeg synes især de skidder på sig selv. Man har ganske enkelt pligt til at sige farvel til visse ting i livet, set med mine øjne, hvis man har sagt ja til en OP. Der er INGEN der tvinger os til det her, vi gør det frivilligt, så skylder vi også os selv at tage det meget seriøst.

Det er en unik chance for at få styr på vægten for altid, og jeg ser da heldigvis også flere det går godt end skidt for. Men forventer man at man skal leve som før, hvorfor så overhovedet gå igennem det her?
Der er folk der ikke dumper (læs. bliver dårlige af det de spiser) og derfor spiser de så bare alt muligt de ikke skal spise. Jeg forstår slet ikke hvorfor de tester om de dumper på de forbudte ting, jeg snakker om folk som gør det kort tid efter deres OP, når der er gået 1-2 år er det en helt anden sag, der kan det være nødvendigt at få lidt af det forbudte ind i kosten igen.

Jeg har for længe siden lavet den aftale med mig selv, at når jeg ramte min kursus dato så begyndte det for alvor, jeg tillader mig et sidste måltid - med mindre jeg er så heldig at blive sat på flydende direkte efter, men det er ok jeg har fået gode måltider hele mit liv, og der venter masser af gode måltider på den anden side, de kommer bare til at indeholde noget helt andet. Og jeg kan rigtig godt lide sund mad, når først jeg har fat så har jeg intet problem i at undværre alt det der er mit gift, og denne gang får jeg fat, jeg får fat i længere tid, jeg får fat for altid, det VED jeg bare.

Jeg går ind til det her med de bedst mulige værktøjer, jeg har selvhjælps bøger klar til det psykiske, det fysiske kommer helt af sig selv, jeg har heldigvis trænet og dyrket sport før og holder meget af det, og holder meget af at gå ture. Ja faktisk glæder jeg mig til noget fysisk aktivitet, det må jeg indrømme, jeg har siddet stille i lang tid, for jeg har så mange smerter bare jeg bevæger mig det mindste, men nu kan jeg bide smerterne i mig, starte småt op i forhold til hvad jeg kan holde til i ben og ryg. Det med motion skal jeg nok vende tilbage til. Nu vil jeg pakke en lille taske til de næste par dage, jeg glæder mig til jeg kommer hjem på tirsdag og forhåbentlig har endnu mere at fortælle:)

Gastric bypass

For over 2 år siden tog jeg beslutningen om at nu skulle det være slut med "jo-jo vægt" og nederlag der bare fik vægten til at stige endnu mere. Jeg gik til lægen for at snakke om en gastric bypass og om det var en mulighed for mig, det blev til en lang snak og så lige lidt blodprøver osv. Da jeg gik hjem fra lægen var det med en fornemmelse af fred i mit indre, samtidig havde jeg nu taget et valg som jeg aldrig havde troet jeg ville tage.
Jeg har set en gastric bypass som den nemme løsning, det skal jeg være ærlig at sige, men jeg skal også love for at jeg er blevet meget klogere, siden jeg valgte at gå ind til dette indgreb.

Jeg har haft stor glæde af de forums der findes for folk der har gennemgået eller skal gennemgå en gastric bypass. Jeg har været så imponeret af den åbenhed der er fra mennesker der har kæmpet så hårdt i mange år, jeg er imponeret over det overskud de har til andre mennesker der er eller har været i samme situation som dem selv. Der er et sammenhold og en forståelse mange af os ikke møder ret mange andre steder, der er altid opbakning til den der har det svært og altid ros til den det går godt for. Det har været fantastisk at blive en del af, og jeg har fået så meget viden jeg aldrig kunne have fået på andre måder.

Alle de mennesker jeg har læst med hos, her i ventetiden har vist mig, at jeg tog rigtig meget fejl dengang jeg dømte dem som mennesker der valgte den lette løsning. De har også overbevist mig om at jeg har taget det helt rigtige valg. Ikke fordi jeg har stillet spørgsmålet, men ud fra deres erfaringer og historier, har de helt uden at vide det fortalt mig at jeg har taget det rigtige skridt.

Folks før og efter billeder er en helt utrolig oplevelse, og jeg ved fra mig selv hvor stort et indtryk de gør, så jeg har selvfølgelig også tænkt mig at dele billeder med jer der læser her når først min rejse begynder for alvor, og det gør den snart. Endelig er jeg ved at være i mål. Jeg har endnu ingen fast OP dato, men ved 100% det sker om 1 til max. 3 måneder og jeg er så klar.

Det med billederne har jeg ikke helt besluttet mig for hvordan jeg skal gribe an endnu, jeg har faktisk ikke rigtig vist mig frem som fed, og der er faktisk mange der slet ikke ved hvor slemt det er. På den anden side så skammer jeg mig ikke, jeg har bare rigtig svært ved at se billeder af mig selv, måske et forsøg på ikke at se sandheden i øjnene selv om jeg slæber rundt på den hver dag. Jeg ved godt jeg er fed, det er ikke sådan at jeg ser mig selv med forkerte øjne, jeg hader bare det jeg ser, jeg forsår ikke hvordan  jeg kunne lade det komme så langt ud. Men jeg ved jeg har kæmpet med alle midler inden jeg nåede frem til beslutningen om en gastric bypass, og det giver mig et eller andet sted ro i sindet.

På mandag kører jeg til mit sygehus, jeg skal på et to dages kursus som skal forberede mig endnu bedre på det liv der venter mig, og efter det så er det bare at vente på en OP dato. Jeg har fået nok af at vente, jeg vil så gerne i gang med det nye liv, her og nu. Og det er så der jeg er, jeg betragter dette som min sidste weekend i det gamle liv. Jeg ikke planlagt en week med det helt store ædegilde, jeg har end ikke besluttet mig til hvad mit "sidste" måltid skal være, men det når jeg nok at finde ud af inden jeg skal starte på de 4 uger der venter med pulver mad.

I næste uge starter jeg op med Kogebogen her på bloggen. Jeg starter med at komme med skønne supper, du behøver ikke være på kur eller have gennemgået en gastric bypass, for at spise den mad jeg i fremtiden kommer med her, men kogebogen bliver selvfølgelig lavet med henblik på retter for folk der har fået en gastric bypass. Jeg kommer i mange tilfælde med forslag til tilbehør så resten af familien også kan spise den mad jeg selv skal have, det kan være dyrt og besværligt at lave flere slags mad, så det er en god ide at se på hvordan man gør det lettest for sig selv.

Se ned på en fed

I Danmark har alt for mange danskere travlt med at se ned på andre mennesker. Det har man sikkert også andre steder i verden, man man må vel starte i sin egen baggård. Man skal ikke skille sig ret meget ud fra det perfekte mindretal før man får lussinger. Jeg skriver det perfekte mindretal, fordi jeg har svært ved at se at flertallet er så perfekt, som de gerne selv vil have det til at se ud som om de er.

Københavnere kan ikke lide jyder og fynboer, jyder kan ikke lide københavnere etc. Så er der de fremmede og rockerne som mange danskere ikke kan lide, der er bøsserne og de lesbiske at se ned på, der er narkomanerne og alkoholikerne, der er rygerne og så er der selvfølgelig de fede - Listen kan  helt sikkert gøres meget længere.

Vi vælger at se ned på forskellige grupper alt efter hvem vi er, nogle ser ned på flere end andre, alt for mange glemmer at vi allesammen blot er mennesker, på godt og ondt med hver vores laster.

De fede har længe måtte tage imod mange lussinger og det ser ikke ud til at der er ændringer på vej overhovedet på det punkt. Jeg synes denne gruppe er mennesker der er nemme at lukke munden på, jeg mener vi ved jo godt det er vores egen skyld at vi er fede, der er ingen andre end os selv der putter de usunde sager i hovedet. Jeg har selv set ned på meget fede mennesker, ikke kunne forstå hvordan de kunne lade det komme så langt ud, men man skal holde sin mund med at dømme mennesker der er i et hul, man ikke selv er eller har været i. Ofte dømmer vi jo andre dårligt fordi vi har det dårligt med os selv.

Verden er bygget op efter et ideal menneske der er slank, problemet er bare at verden bliver mere og mere fed, flere og flere får svært ved at leve op til "modellen". Personligt foretrækker jeg mennesker med krop, og ikke ultra tynde kroppe, hvor hver en knogle kan ses. Jeg tror på det er sundt at være slank med krop, vi er ikke ens, den vægt der passer til mig passer ikke med sikkerhed til en anden med samme højde. Vi skal ikke være ens, vi skal have det godt med det vi føler passer til os.

Vi har som samfund pligt til ikke at støtte op omkring rollemodeller som er umulige at leve op til, og det kan vi ved at vælge de uge/måneds blade fra de er i, vælge de produkter fra som de reklamere for osv. Gør vi det sender vi et signal, gør vi det rammer vi dem på pengepungen, and money talks as you know. Det samme gælder den usunde mad, er der ingen der køber den er der intet marked og så må de komme med produkter der er sunde til en pris vi vil betale. Vi har meget mere magt end vi selv tror, men det er som om alt for mange lukker øjnene og har gjort det rigtig længe, jeg synes det er på tide at vågne op.

Og tænk ikke at det du gør ene mand...eller kvinde, ikke gør en forskel for det gør det og vi må og skal alle starte med os selv, vi skal give det videre til vores børn og dem vi har tæt på os i livet, vi skal i hvert fald forsøge, men først og fremmest er det en selv der skal handle anderledes.

Alt for mange mennesker er fanget i et misbrug, vi ser dem over alt, man skal være blind for ikke at se der bliver flere og flere misbrugere, folk med psykiske problemer osv. Og hvorfor gør der det?
Jeg tror det er fordi der bliver stillet alt for store krav kun få kan leve op til, vi skal helst alle passe ned i samme kasse, og det er der meget få af os der gør. Den personlige frihed er i mine øjne mere eller mindre væk efterhånden. Vi vælger ofte at vi skal omgive os med dyre ting, og folk der ikke har disse ting ja de er sandelig udenfor. Vi lever i en verden hvor vi kun har de fleste af de døde ting vi omgiver os med i kort tid, vi skal ha nyt nyt nyt hele tiden, for det er de ting vi har, som fortæller hvem vi er?

Vi tager os ikke af hinanden, vi smider vores børn i fremmede menneskers hænder inden de er fyldt 1 år, og overlader så ansvaret for opdragelse og personlige værdier til dem. Det er sgu da sørgeligt.
Vores gamle ligger og skidder og pisser i en ble og kan få et bad om ugen hvis de er heldige, alt imens vi holder dem i "live" med micromad der er lavet på samlebånd. Deres børn og børnebørn gider ikke engang at holde jul med dem. Og satme nej om vi vil bruge tid på at tage os af dem selv. Det er sgu da sørgeligt.

De unge piger render i tøj der indtil for få år siden var forbeholdt pornofilm, og vi støtter op omkring deres idoler ved at købe cdere med dem og lade dem se MTV. De får tattos og ringe i hele kraniet, og inden de er 20 har vi satme også givet dem et par siliconepatter. De skal jo helst passe ned i en kasse.

Mænd er efterhånden blevet til halve kvinder, for vi kvinder vil fandme have ligestilling, undtagen når der skal bores huller, skiftes dæk, og andet der da helt sikkert kræver en mand. De barbere nosser, vokser ryg og ben, låner vores mascara og ad siger jeg bare. Fri mig for det, bare noget af det i hvert fald.

Nu kan jeg huske hvorfor jeg begyndte at spise mig fra det hele....

Verden er jo ikke til at holde ud hvis man er helt clean. Men det er vi nødt til, vi er nødt til at stoppe alle vores misbrug og kassetanker. Vi er nødt til at vågne op. Se ikke ned på andre, se dig selv i spejlet og start der.

Hvorfor er jeg fed?

Jeg er ikke født fed. Jeg var heller ikke fed som barn eller teen, faktisk kunne jeg spise alt uden at tage på, og det gjorde jeg så. Min mor havde store problemer med sin vægt, hun var fed. Hun kaldte mig skraldespanden fordi jeg kunne spise alt uden at tage på. Hun satte tape på småkagedåserne til jul, for at jeg ikke skulle spise af dem? (Hende vender jeg nok tilbage til senere)

Jeg fik først selv problemer da jeg i 87/88 ventede mit første barn, nu kunne jeg ikke længere spise alt uden at tage på, men jeg tabte mig igen efter jeg havde fået min datter og havde som sådan slet ikke et forkert forhold til mad. Jeg dyrkede sport og gik op i mig selv og min krop.

Omkring 1992 var jeg i et rigtig dårligt forhold, min kærestes lave selvværd gik ud over mig og han var voldelig. I de 7 år vi var sammen tog jeg meget på, jeg var uden tvivl trøstespiser, det gav bare ikke trøst at spise, jeg fik det ofte rigtig dårligt med mig selv efter et ædeflip, lovede mig selv at nu skulle det stoppe, og så spiste jeg lige lidt mere. Når vi gik fra hinanden, og det gjorde vi et hav af gange i løbet af de 7 år, så tabte jeg mig og fik fat, men lige så snart vi var sammen igen så gik det galt.

I 1998 sluttede forholdet helt, jeg fordybede mig i at være enlig mor med 3 børn og alt for meget arbejde. Jeg tabte mig lidt, men lå hele tiden oppe i noget der ligner overvægt uden direkte at være fed. Men jeg ville hele tiden gerne ned i vægt uden dog at gøre ret meget for det. Så blev jeg syg, psykisk syg, jeg gik ned med flaget, var endnu engang i et dårligt, men på det tidspunkt ikke voldeligt "forhold", og jeg havde brug for smerte.

Hele mit liv har jeg fået af vide at jeg ikke var god nok, hele mit liv havde nogen slået på mig, jeg fandt nu en erstatning for dette i mine forhold, ikke i forbindelse med mad, men i forbindelse med sex. Jeg fik psykologhjælp igennem godt 7-8 år, og min psykolog sagde hele tiden til mig at en dag ville jeg have fået smerte nok, det var hun sikker på. Jeg arbejde meget med mig selv i de år, og det var hårdt, jeg lod vægt være vægt og holdte fokus på alle de andre problemer jeg havde med mig selv og verden omkring mig.

Jeg voksede med opgaven, desværre også hvad vægt angår. Men på et tidspunkt ramte jeg det helt rigtige punkt. Det var især udsendelserne i tv om Meretes mave (hende fra livet er fedt), som virkelig gjorde noget ved mig, og så tog jeg fat. Jeg tabte 36 kg på no time, og for fanden hvor var det godt. Det var helt vildt en energi jeg fik, selvtilliden var malet i ansigtet på mig og jeg var helt sikker på at jeg nu havde fat for altid - men jeg tog fejl.

Jeg var som tidligere nævnt i en form for forhold, det var baseret på sex, men vi ville begge gerne tage det et skridt videre og gøre det til et rigtigt forhold. Han havde jo kunne styre mig totalt før ud fra det forhold vi hele tiden havde haft. Men mine behov ændrede sig og det gjorde mine øjne på ham også. Det endte med at vi boede sammen i 3 uger og så ville jeg ud af det, noget han ikke tog ret pænt og han blev den sidste der lagde hånd på mig.

Men jeg tabte tråden. Der gik ret lang tid før det gik op for mig at jeg havde tabt tråden, og igen var det mad som jeg tabte det hele i og med. Da jeg opdagede hvor jeg var på vej hen, forsøgte jeg igen og igen at samle tråden op, helt uden held og kun med den effekt at jeg spise mere og mere. Jeg nægtede dog at give op, jeg nægter at give op. Jeg blev også mere og bevidst om hvor omfattende mit problem var, jeg var ikke færdig med smerten, men nu var der kun mig selv tilbage til at give mig smerten ikke fysisk for der var jeg færdig med den, det var jeg slet ikke i tvivl om. Nej det var den fysiske smerte jeg ikke var færdig med, jeg var stadig ikke noget værd?

Mad mad mad mad....

Det er jo helt sindsygt så meget mad der er omkring os hele tiden. Og det er altså ikke gulerødder og kikærter der vælter ud i ansigtet på os, nej det er sjovt nok ofte usundt det hele.

Reklamer for Mac-D, helt ærligt det skulle forbydes! Deres lorte mad, deres lorte tilbud, det er for klamt. Mange tager deres børn med på Mac-D når de skal hygge sig, det bliver brugt som noget godt overfor vores børn, vi lærer dem at når vi skal hygge os og have noget lækkert sammen med dem, ja så tager vi på Mac-D. Der er jo ikke noget at sige til at mange børn og unge har problemer med deres vægt.

I weekenden når vi rigtig skal hygge, så får den hele armen med bøffer, fed sovs, slik, chips, og sodavand. I dagligdagen lever mange af hakket kød, igen med den danske, ikke til at leve uden, fede sovs. Og vi bliver federe og federe, flere og flere børn og unge bliver federe og federe. Mange giver priserne på sund mad skylden, i min verden er det en rigtig dårlig undskyldning. For det første ville folk nemt have råd til sund mad hvis de skar ned på det usunde, for det andet så bliver man altså mere mæt af sund mad.

Når først man er fanget i fedt og sukker helvede, så er det rigtig svært og helt umuligt for nogle at komme ud af igen. Det kan meget nemt sammenlignes med at være på stoffer eller alkoholiker, og jo mere man er fanget i det des svære bliver det at komme ud af igen.

De slanke siger "Hvor svært kan det være, det er jo bare ikke at spise det", men så let er det bare ikke. Eller jo det er det, men det er det så ikke alligevel. For det er junk, det er kroppen der skriger efter det, det er fornuften der er så langt væk at det bliver mere og mere håbløst. Vi ved godt hvad der er sundt og hvad der er usundt, de der ved mest om det er ofte fede mennesker.

Der er næppe en fed på jorden der ikke har prøvet ALT. For det er ikke fedt at være fed, det har mange konsekvenser. Man er ked af sin krop, man er ked af ikke at kunne klæde sig i tøj fra almindelige butikker, indkøb af tøj ender ud i at blive noget man gør på nettet for så er man helt fri for at stå og svede i en butik.
Energien forsvinder, man ender ud i at være en ikke aktiv klump fedt der bare hælder mere og mere i hovedet. Ryg og ben lider, sjælen lider.

Vi har alle set fede der påstår de er tilfreds med den de er og den krop de har spist sig til, jeg vil påstå de der siger sådan er fulde af løgn. Måske har de glemt hvor meget lettere livet er som slank og sund, måske har de givet op, måske har de aldrig prøvet andet, måske er det bare en måde at flygte fra virkeligheden på. Men fortæl mig lige hvor fedt det er ikke at kunne: gå ordentligt, sidde i en stol uden at være bange for om den nu kan holde, spise ud og dem ved de andre borde sidder og kigger på en som om de tænker "mon ikke han/hun burde snuppe en gulerod", ikke have energi og kræfter til selv de mest almindelige ting - end ikke sine børn. Listen er lang, meget lang og jeg nægter at tro på at man er tilfreds med livet i den tilstand.

De fleste fede vil gerne ud af den tilstand, men de ved ikke hvordan for de har prøvet alt, ofte kun med det resultat at de er blevet endnu federe. Men der er en vej ud, der er mange veje ud, som fed skal man blot finde den der virker for en, og man skal have det hele med hoved, krop og hjerte. Og man skal gøre sig helt klart at der er kun en der kan gøre det, og det er en selv uanset hvor meget eller hvor lidt opbakning man har fra baglandet.

Vil du gøre noget ved din vægt? Vil du helt seriøst gøre noget ved den?
Så er det op på hesten og på med vanten!