torsdag den 1. december 2011

Phewww

Så er de to dages kursus overstået. Der var meget information, serveret på den helt rigtige måde der var nemlig plads til humor, trods det at det jo er ganske alvorligt det hele. At vælge dette indgreb er ikke uden at betale en pris, det vidste jeg godt så intet af det jeg fik af vide har forskrækket mig. Men det er meget godt at få det hele vendt endnu en gang, godt at der er en der siger til en, face to face.

Vi var 16 stykker, alle med det tilfælles at vi er fede, baggrunden for at vi er fede er forskellig, vi var forskellige mennesker i forskellige aldre, men der er et bånd mellem os nu på en måde, vi står alle på et trin til et helt nyt liv. Vi bliver ikke lykkelige af operationen alene, det er ikke en skønheds operation, den fjerner ingen ar på sjælen eller psykiske problemer, den er kun et værktøj, alt det andet skal vi fixe selv.

Det siger sig selv. Var der en super nem løsning der fixede det hele for en, så så vi alle jo super godt ud - om vi også var ok i hovedet er jo en anden side af sagen. Men det er der ikke og det er et eller andet sted nok meget godt, hvis blot man er parat til at arbejde med sig selv, så kan man nå langt, og man kan få kontrollen tilbage.

Jeg skal nok i de nærmeste dage komme mere ind på hvad info vi har fået, for at gøre dem der ikke ved så meget om det her klogere og dem der er kloge på det, ja de kan måske bare lære noget nyt. Det er jo altid sådan er der er meget stor forskel på den info vi der skal igennem det her får, for at gøre det der er rigtigt for mig vælger jeg, at holde mig til det vi har fået af vide er det rigtige for os på mit sygehus. Især her i starten, for der er meget at holde styr på, og jeg har set på de forums jeg er på, hvor forskellige råd der indimellem bliver givet fra folk til folk. Betyder det så at de forums er noget skidt?

Nej. På ingen måde. Der er masser at komme efter, masser af erfaring at suge på, masser af fok som har levet med det her i rigtig mange år. Men som vi også fik af vide, så skal vi huske på at hvad der fungere for en ikke altid fungere for en anden. Vores krop bliver en helt ny verden som vi selv skal tage på rejse i, men vi skal gøre det på den helt rigtige måde, vi skal lytte til den, og det er vel nok for mange noget nyt. Hvad vi får ud af denne rejse er op til os selv, målet vi vil nå er op til os selv, vi kan ikke komme efter de her to dage og påstå at vi ikke ved hvad der skal til.

Og hvad skal der til?
Det vil jeg for mit eget vedkommende komme med bud på de næste dage, for jeg kan kun tale for mig selv i den retning. Jeg har gjort mig mange tanker om at ramme det punkt jeg er på nu i den tid jeg har ventet, nu skal jeg føre tankerne ud i handling, og stikke de råd og den info jeg har fået de sidste dage ind i det program. Der er nok at tage fat på, og en stor del har jeg fået ordnet i dag.

De sidste pakker pulver er købt. En god og stærk blender er købt, den bliver en trofast følgesvend resten af livet. Fryseren er fyldt med grønt, frugt, kalkunpålæg, fugl og fisk. Konserves skabet er fyldt med tomater, tun, bulionterninger (hvem havde troet de nogen sinde skulle finde vej til mit køkken) og oliven. Vitaminpiller, omega 3 piller og nogle frø der hjælper ved forstoppelse, som mange oplever uden pulverperioden. Protein pulver til de første 6 uger efter OP er bestilt.

Ja for godt nok har jeg ikke en tid til OP endnu, men ventetiden er kort nu. Mine blodprøver var fine, jeg er på OP-listen nu, det er nu det nye liv begynder og ikke den dag jeg bliver sat på flydende, der er nok at få fat på inden. I går onsdag var sidste dag i det gamle liv, det blive ikke til det store ædegilde , eller farvel til noget, jeg skal jo ikke dø, jeg skal faktisk bare til at leve og jeg har fået rigeligt af det jeg lader blive i fortiden. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre måde at starte december 2011 på.

Jeg kommer også ind på hvad det er for ændringer der træder i kraft her og nu og hvorfor jeg gør det allerede. Jeg stadig godt kvæstet efter de to dage hvor hovedet blev fyldt med en masse nyttigt og nye skønne mennesker. Faktisk var jeg så træt i går at da jeg gik op i seng for at se en film inden jeg skulle sove, så satte jeg filmen på men inden den overhovedet kom i gang så sov jeg.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar