Hvorfor er jeg fed?

Jeg tror det er vigtigt at stille sig selv dette spørgsmål indtil man finder det eller de rigtige svar. Det handler ikke bare om at være glad for mad, ikke når det udvikler sig til et misbrug og fedme, man kan sagtens være glad for mad og styre det. Når alt man fylder i hovedet indeholder sukker eller fedt er det et problem, et problem som vokser i takt med at vægten stiger.

Hvorfor er jeg fed?
Skal jeg se på hele min baggrund og det skal jeg nok hvis jeg skal danne mig et billede af hvorfor jeg er fed. Så startede det vel egentlig hjemme, min mor har altid haft problemer med sin vægt, hun kunne ikke se på en kage uden at tage på, jeg kunne spise alt uden det kunne ses på mig. Det var sikkert ikke nemt for hende, og jeg fik mange bemærkninger, og ofte spiste jeg det fedt hun ikke kunne eller pt. ville spise, og med det kom der et øgenavn "skraldespanden".

Min mor og jeg har aldrig haft et godt forhold, men en af de måder jeg kunne få noget der lignede posetiv opmærksomhed var netop ved maden. Samtidig kunne hun finde på at stætte tape på småkagedåserne fordi jeg ikke måtte spise af dem, og så kan det måske lyde som om jeg gik amok i køkkenet, men det gjorde jeg ikke på det tidspunkt, men det var altså ikke tilladt at spise selv, hun styrede hvornår og hvad.

Da jeg tidligt i livet flyttede hjemmefra, havde jeg ingen problemer med mad eller med at styre hvor meget eller hvad jeg spiste. Da jeg ventede mit første barn, tog jeg voldsomt på, mest af alt for grill kylling med pommes virkelig var et hit. Efter jeg havde født i maj 1988 tabte jeg dog det hele igen og først i 1992/93 begynder det så igen, jeg fik en kæreste som ikke behandlede mig særlig godt. Jeg søgte trøst i mad, samtidig straffede jeg også mig selv med mad. jeg gik op og ned i vægt i mange år, men jeg fik aldrig helt fat. Forholdet sluttede, men jeg havde stadig et behov for trøst og ikke mindst smerte, jeg fandt begge dele i mad, i perioder havde jeg ikke noget behov for hverken det ene eller det andet og det var der jeg tabte mig, og bagefter tog jeg selvfølgelig på igen.

Jeg blev syg, og et langt forløb startede, et forløb der gik ud på at jeg skulle finde ud af hvem og hvad jeg var og hvilke behov jeg havde. Det gik der godt 7 år med, lige  inden og efter jeg sluttede hos den psykolog som hele vejen havde været en del af det forløb fik jeg fat i det med maden, jeg havde indset at jeg ikke havde behov for smerte længere.

Jeg var bambi på glat is, det vidste jeg, og jeg faldt - flere gange. Igen straffede jeg mig selv med mad, og nu også slik, chips og kage. Jeg havde ikke behov for det, men jeg gjorde det alligevel, det var jo en gammel vane, og nu var der jo ikke andre til at krænke mig end mig selv. Da jeg indså at kampen mod mig selv var slut, sad jeg altså med omkring 140 kg på kroppen. Igen og igen har jeg prøvet at slippe af med de kg, men det var en opgave jeg ikke kunne klare alene. Derfor tog jeg beslutningen om en OP.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om at den giver mig lige det værktøj, jeg har brug for, jeg er ikke i tvivl om at den hjølper mig med at få fat for sidste gang, og at jeg får fat for altid, for jeg vil det! Jeg ved jeg har sagt farvel til et liv jeg slet ikke vil leve, helt som jeg i tiden med min psykolog sagde farvel til andre ting i livet jeg ikke havde brug for så som, alkoholikere, krænkere, og i det hele taget mennesker som ikke ville/vil mig det godt, og alt det har jeg kunne holde væk. Opdager jeg i dag mennesker i mit liv som ikke vil mig det godt, så er de dømt ude, men det er meget svært at dømme sig selv ude. Det er der hvor man må tage opgøret med sig selv, og det er der kun en der kan gøre, og det er en selv. Og man skal lede alt igennem for at finde den rigtige vej, og man skal lære at elske sig selv og give en selv lov til at have det godt, og det er rigtig svært når man altid har fået af vide at man intet er værd, men det passer ikke, du er alt godt værd, og jeg er alt godt værd. Ingen har ret til at fortælle dig eller mig noget andet, og folk der gør det de skal bare videre i tilværelsen uden dig og uden mig.

Jeg er færdig med at krænke mig selv og sammen med det er jeg færdig med at lade andre krænke mig. Jeg fortjener alt godt, ja faktisk fortjener jeg kun det bedste, og det vil jeg ha, og det vil jeg få. Det kommer ikke fra den ene dag til den anden, jeg har brugt over 10 år, men det har været det hele værd! Jeg ved hvorfor jeg er fed, og jeg ved at jeg ikke har brug for at finde trøst eller smerte i noget der kan spises længere. Jeg ved jeg skal have det godt nu, uanset hvad min OP kan give mig af komplikationer, intet kan slå det helvede jeg har levet i og jeg kommer det igennem ligemeget hvor hårdt det er.