Fedmen vælter verden

Min vægt har aldrig været et problem for mig. Altså ikke før de sidste 3-4 år, hvor jeg har slået min egen vægtrekord op til flere gange. Men hvis jeg kigger på årene før 2007, så har vægten ikke været et problem, den er gået op og ned, men jeg så det egentlig ikke som et problem. Da jeg ramte 117 tog jeg tyren ved hornene og gjorde noget ved det, det var ikke noget problem overhovedet. Jeg lagde hele min kost om, jeg startede med en kur i 13 dage, som i den grad fjernede alt usundt, og kun gav meget små mængder af fedt og sukker. Jeg gik to lange ture hver dag, i raskt tempo, det var hvad min motion bestod af på det tidspunkt - og det virkede.

Efter de 13 dage fortsatte jeg med den sunde mad, og jeg tabte mig med rasende fart. Jeg havde det super godt, det er i dag en tid jeg tænker tilbage på, som den bedste i mit liv. Jeg havde fat i den lange ende, og var helt sikker på jeg ikke skulle blive overvægtig igen. Men jeg tog fejl, jeg tog rigtig meget fejl. Jeg har på intet tidspunkt sluppet tanken om at få fat, men jo mere vægt jeg har fået på kroppen, des mere umuligt er det blevet.

Og så sidder der de evige kloge mennesker og siger "Det er jo bare at lukke munden og ikke spise det forkerte", det er ganske rigtigt og meget enkelt, i teorien. Af en eller anden årsag er det bare ikke så nemt, jeg har ledt efter løsningen på hvorfor det ikke er så nemt, når nu det rent faktisk ER så nemt, men jeg har ikke fundet det store gyldne svar.

En del af mit spise problem kan starte fra min mor, som hun spiste i "skjul" har jeg også gjort det. Det er dybt åndsvagt at tro man kan skjule sådan et misbrug, det kan jo ses både i køleskabet, pengepungen og så selvfølgelig på vægten. Igen kan man drage en sammenligning med alkoholikere, ikke dem der går på værtshus, men dem der sidder hjemme og pimper, og tror de gør det hemmeligt. Som en af mine gamle naboer, hun sad simpelthen og drak hvidvin af en kaffekop, og papvinen stod "gemt" i skabene, men som fede ikke kan skjule deres misbrug kan alkoholikere heller ikke.

Vi lever i en verden hvor vi helst ikke vil smide i ansigtet på folk at de har et problem, heller ikke selv om det i den grad er til at få øje på. Når det gælder fede snakker man helst bag vores ryg, sender elevatorblik, eller hvad vi nu kan finde på, det hjælper ikke nogle, faktisk kan netop det bare gøre det endnu værre for den fede. Jeg tror egentlig de fleste af os ville tage det pænt, hvis der kom en og sagde "Du har et problem, jeg vil gerne hjælpe dig ud af det", jeg tror de fleste af os ville blive glade.

Det er ikke os alle der kan komme i tv og få et stærkt team bag os der kan sørge for at vi lykkes med et vægt tab og kan holde fast i det. Faktisk er det ganske få der får den mulighed i forhold til hvor mange fede der er. Ved du at der rent faktisk er en fedme epidemi i verden?
Det her er ikke et problem for en lille gruppe mennesker, det er et problem for RIGTIG mange mennesker, på verdens plan.

Vi er blevet bombet med fastfood butikker, som servere alt andet end sund mad. Sukker produkterne er blevet billigere og billigere, samtidig med at der er kommet flere og flere af dem. Vi stresser rundt og ofte snupper vi lige noget hurtigt på vejen, og noget hurtigt er sjældent noget godt. Vi sidder i sofaen om aftenen eller foran PCén og "hygger". Måske skulle vi slukke de har tomme underholdningskasser lidt mere, og forberede noget sundt mad til dagen efter i stedet for?
For det med at vi ikke har tid til at lave ordentlig mad, den køber jeg ikke, vi vælger ofte bare at bruge tiden forkert.

Da jeg var barn var slik og sodavand mest noget jeg fik hjemme hos min papfarmor og farfar når vi søndag var til middag hos dem, chips var noget der blev serveret til flæske eller oksesteg. Vi var også mere aktive fysisk, vi cyklede til skole, cyklede til venner, fritidsinteresser osv. og cyklede vi ikke så gik vi. Vi sad ikke foran en PC eller TV hele dagen når vi kom hjem, vi var ude meget mere end inde. Men verden har jo ikke stået stille, det er på mange måder godt nok, men det er tydeligvist også skidt på mange måder. Vi har i bund og grund taget fastfood "kulturen" til os fra USA (hvor ellers), vi har lært via tv-serier at hvis man f.eks. er ked af noget, ja så smutter man i fryseren efter et bøtte is og så får man det meget bedre!
Hvis vi ikke snart vågner op så får vi mange flere problemer end vi allerede har. Og fede mennesker koster samfundet rigtig mange penge, for fedme bringer andre sygdomme med sig.

Og vi skal huske at vi giver vores børn vores madvaner videre. 2 af mine børn har slet ikke problemer med vægten, men jeg har en datter som burde tabe sig lidt og skifte kostvaner, hendes vægt problem begyndte sådan set da hun flyttede hjemmefra. Hun havnede i et mindre godt forhold, det er hun ude af nu, men vægten og maden har hun alt andet end fat i. Jeg har prøvet at hjælpe, så meget jeg overhovedet kan, og det er skide nemt at sidde der og være klog når man ikke selv kan få fat, det betyder dog ikke at ens råd ikke virker. Det er bare sådan at det er den overvægtige eller fede selv der skal gøre det hårde arbejde.